Månebarn

“Månebarn” er historien om en død pige og en barndom på flugt.

1. Lever Stadig

2. Kiosk & Pornolys

3. 31. Oktober

4. 1. November

5. 2. November

6. 3. November

7. Ilt

8. Stilhed

9. Lydbillede

10. Kontakt

11. Stjernesang

12. Månebarn

13. Konstallationer

14. Indviklet

15. Asfalt

16. Fortidsekko

17. Hjælpeløs

18. Lille Dreng

19. Ham

20. Barnedød

21. Game Over

22. Efter År

23. Druknedød

24. Rystende Hænder

    
    
    
    

Siden du døde

har jeg haft travlt

mit ansvar

holde dig i live

den første død

kommer til alle

den sidste død

kommer ikke til dig

så længe jeg lever

Fuck lottogevinster & hitlermord

tag mig tilbage til Christianshavn

til grønne og røde neonlys

første flasketuborg og læbekys

vægten af din krop

fingre i mit hår

fuck berømthed & beundring

tag mig tilbage

Sad og snakkede med dig

vores naive tanker

fødte unge drømme

om evig kærlighed

ingen ende

dette eventyr

prins og prinsesse

i gyldent slot

men du er en løgner

for du gik

vinkede og sagde

vi ses senere

Pump lille hjerte, pump!

lad det ikke gå i stå

hold hendes læber røde

hendes hænder varme

det er alt jeg kender

Vågn lille pige, vågn!

lad dine drømme drømme

dagen er ikke færdig med dig

natten er lang og ensom

jeg kan ikke sove endnu

Flyv lille fugl, flyv!

lad lyset forføre dig

selvom dit mekaniske hjerte

pumper videre lidt endnu

men det er for vores skyld

En uendelighed er gået forbi

mine oversvømmede øjne dirrer

alt jeg kigger på er et hylster

fordi du er der jo ikke længere

Dit metalhjerte pumper rytmisk

en hypnotisk repetitiv dunken

et koldblodigt soundtrack

til vores sidste farvel

Jeg prøver virkelig at slippe

men min rystende hånd venter

håb at mine kærlige klem

bliver gengældt

Slider hospitalgulvet op

fra seng til dør til seng til dør

mine endeløse kys nytter ikke

kærlighed kan ikke genoplive

Sekundet døren lukker bag mig

åbner min skrigende brystkasse

den lille dreng der hopper ud

bliver øjeblikkeligt stampet ihjel

Går rundt med blodig sål

efterlader mørkerøde klatter

der fortæller en historie

om tabte barndomme

Jeg blev født den 3. November

virkeligheden som mor

døden som far

blev jeg modelleret af omstændigheder

indtil jeg sidst lignede et menneske

et menneske der stadig kunne smile

der stadig kunne føle

når folk rørte ved mig

men sandheden er

fandt ikke et smil

fandt otteogtyve klumper kalk

der langsomt

passede

Hvad sker der når ilden dør

når asken erstatter ilten

dømt til kvælning

blandt dine forkullede rester

Skal jeg bare lade dig brænde

lade ilden omfavne dine rester

lade dine læber blive grå

i takt med mine trætte lunger

Eller skal jeg trodse ildebranden

dykke i flænsende flammehav

ofre mit flæsk til fandens kraft

for at holde dig i live

Er du der?

mit bryst er varmt men mine hænder er kolde

romantikeren har bedøvet kynikeren

så jeg står tilbage i kulden med sjælen i flammer

der i et øjeblik genopliver Christianshavns minder

men stilheden dræber alt

Som ild

Som håb

Som dig

Fyld mit soniske landskab

rædselsskrig og angstråb

lad dem skabe dynamiske ekkoer

kontinuerligt fylder farver

i dette enorme indre tomrum

jeg kan klare smertens lyd

når alt jeg hører er intet

begynder jeg at forsvinde

forsvinde ind mellem farverne

Prøver igen og igen

ingen kontakt

mine dødelige radiobølger

blokerer din frekvens

et kødeligt anker

der holder mit sind

tøjret fast til her

Når natten kommer frem

kan jeg høre den eskapistiske klang

nat efter nat fra det uendelige dyb

en velkendt kosmisk sirenesang

Prøver at holde fast paa jorden

men mit rumskib sejler fra havn

københavn der vinker farvel

sjælen angrer efter din favn

Stræben om inderlig fred

som din melodi lokkende lover

frygten om til sidst at ende

forevigt fortabt blandt stjernetåger

Sangen svinder langsom hen

sindets konstante falske ærlighed

faret vildt blandt stjerner

i jagt paa gammel kærlighed

Månebarn, Månebarn

sig mig er du ensom?

supernova, stjerneskud

Alt du nu begærer

Hjertesorg, rædselsskrig

i dine tåger

sortehul, afgrund

jeg nu i svæver

jorden kalder

på mig

Jeg tror den største grund til

jeg ikke føler mig hjemme her

alle de sydlige stjerne så ikke

alt der skete det ene efterår

de kender ikke historien om

Dig

deres fremme øjne er blanke

mens de stirrer mig ned i kor

alt jeg nu kan gøre er at huske

huske på karlsvognens hukommelse

nordstjernen der ærligt kender

Mig

hvis jeg så lukker mine øjne

glemmer alt nord syd øst vest

kigger indad i sandfærdig søgen

om tider hvor du ikke var væk

ser jeg stjernetegn der ligner

Os

Nogle gange tænker jeg på et liv

hvor du og jeg aldrig havde mødt

hvem ville jeg så have været?

fordi nu er du i alt jeg ser

du er blevet flettet ind i trådene

der danner min fortid nutid

om så godt eller skidt

fremtid

nogle gange ville jeg ønske

jeg bare kunne give slip på dig

trævle hele min historie op

Uden at gå helt itu

så jeg endelig kunne

lade andre lappe min krop

Skærer i mig selv

så du har et blodspor at følge

der viser dig gennem en tom by

hvor du møder tomme mennesker

monotoni flyder op fra asfalten

farver alt intetsigende gråt

kun afbrudt af mørkerøde pletter

det sidste tegn på liv

så snart det stopper

finder du ingen lig

Hvad skal jeg tro paa

når mine øjne bedrager

dine visuelle ekkoer

ryster stadig mine pupiller

viser slørede billeder

fra gamle unge tider

der igen minder mig

om dengang og dig

men det tidligere liv

er blevet reduceret til

imaginative illustrationer

der uundgåeligt forsvinder

saa snart mine øjne

igen falder til ro

Håber når tiden er inde

du gør hvad der skal til

så jeg ikke behøver lide

som en nedkørt køter

pjusket ligger og piver

fyldt af ubrugelig smerte

skriger efter dens skaber

hiv da en beslutsom

kærlig pistol frem

gør endelig det jeg

aldrig havde modet til

få det sidste ud af min

hjemsøgte hjernemasse

tilføj lidt af min kulør

til dit livlige landskab

Lille dreng, hvor blev du af

jeg kan høre din stemme

men skovens træer larmer

som brungrønne giganter

der beskytter din histore

Lille dreng, vær ikke bange

jeg ved du frygter mig

men jeg har brug for dig

for min hukommelse dør

i takt med dine fodspor

Lille dreng, hjælp mig!

lån mig dine minder

dem om den lille pige

der lukkede dig ind

i hendes lille skov

Da du lå livløs paa vejen

tog ambulancen dig med

men han ligger der stadig

for de tog ikke ham med

Nu ligger han i vejkanten

mens årstiderne gaar

en fremmed lever videre

mens tabt tid bare går

Du blev kysset farvel

desværre af en anden

for drengen du elskede

kan aldrig elske en anden

For drengen du elskede

døde med dig i Svendborg

for jeres liv stoppede

i udkanten af Svendborg

Jeg måtte dræbe Barnet i mig

inden det tog mig med i døden

Barnet, som en tikkende bombe

ventede paa et eksplosivt øjeblik

saa det hele kunne gå i flammer

Barnet, som ikke kunne fortsætte

med dødelighedens tunge anker

rundt om hans skrøbelige hals

Barnet, som før levede i skyer

der nu var faldet ned til jorden

holdt nede af brækkede vinger

Barnet, hvis nyfunden kærlighed

var blevet til konstant påmindelse

om at alt bliver intet

Barnetliget, der ligger i min skygge

Lad mig flygte til digitale virkeligheder

til de deterministiske nuller og ettere

hvor ja altid er ja og nej altid er nej

der døden altid kommer når den skal

et sted menneskelig svaghed ikke er

hvor smerten og angsten er simuleret

så jeg ved den forsvinder når jeg slukker

hvor jeg altid kan give op og trykke

"Genstart"

November har sænket himlen

så jeg sænker mit hoved

venter på at vinden

bringer minderne om dig

for mellem fortorvet

og de mørkegrå skyer

er det kun minder

der giver mig lyst

til at fortsætte

indtil sneen igen

kommer dalene for at

dække minderne

så mit hjerte igen har lyst

til at banke for andre end dig

Elskerne efter dig

prøver at være

mine livreddere

de forstår ikke

jeg har intet

imod druknedød

så længe det

er dit hav

jeg synker i

Mine hænder er begyndt at ryste igen

det sker hver gang jeg møder en pige

der får mig til at tænke tilbage på dig

som om du fra den anden side af graven

sender kosmiske vibrationer gennem mig

for at signalere at jeg kan blive glad igen

men mine jordskælv bringer frygt

frygt for skulle gennemleve det hele paa ny

frygt for at jeg ikke overlever denne gang

saa hvis du hører fra mig igen så ved du

det lykkedes for mig at skubbe en til væk

venter levende på rystende hænder

Hvis en bedøvende dødelig stilhed er alt

du fanger svævende i dine stjernetåger

saa husk jeg altid vil elske dig, Månebarn

men jeg er parat til at danse med døden

en gang til